Større virksomheder og tekniske anlæg

Glostrup er i dag hjemsted for en række større tekniske anlæg, der spiller en afgørende rolle i opretholdelsen af infrastrukturen og forsyningssikkerheden. Blandt disse anlæg er Vestforbrændingen, vandværker, transformerstationer og højspændingskabler til elnettet, samt kontrol og vedligeholdelsescenteret til letbanen. De tekniske anlæg udgør i dag en integreret del af kommunens sammenhængende byområde, hvor næsten alle arealer allerede er udnyttet til eksisterende formål. Det betyder, at nye tekniske anlæg skal integreres inden for byens eksisterende rammer og at det kan være udfordrende at udlægge nye arealer til eksempelvis større VE-anlæg.

Større tekniske anlæg

Statisk kort

Virksomheder af national interesse, opmærksomhedszoner og konsekvenszone

Statisk kort

Retningslinjer

Generelt

  • Matrikel nr. 7ai, Ejby By, Glostrup (rammeområde ET01) er udlagt til forbrændingsanlæg.

  • Anlæg til at modtage, behandle, omlaste eller deponere affald må ikke lokaliseres i områder, hvor der kan opstå konflikt med andre væsentlige regionale interesser, medmindre særlige hensyn taler herfor.

  • Ved planlægning for miljøfølsom anvendelse i en opmærksomhedszone omkring jernbaneanlæg af national interesse samt produktions-, transport- og logistikvirksomheder af national interesse skal der i planforslag redegøre for, at virksomhedens miljøvilkår ikke skærpes som følge af planlægningen, herunder enten:
    • at arealet ikke er belastet af støj, lugt, støv eller anden luftforurening over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier fra de pågældende virksomheder af national interesse eller
    • at der fastsættes bestemmelser om bebyggelsens højde og placering eller afværgeforanstaltninger, der sikrer, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier overholdes.

  • Konsekvenszonen omkring erhvervsområdet forbeholdt produktionsvirksomheder i Ejby skal friholdes for miljøfølsom anvendelse.

  • Del af matrikel 77d, Glostrup By, Glostrup er udlagt til jernbaneanlæg af national interesse. Der skal ved planlægning for ny eller intensiveret miljøfølsom anvendelse inden for bufferzonen på 500 meter omkring Banedanmarks anlæg og arbejdsarealer redegøres for, at planlægningen ikke vil medføre skærpede miljøkrav for Banedanmarks jernbaneanlæg af national interesse.

(NY) Antenner og master

  • Nye master og antenner skal primært søges opsat på eksisterende master, konstruktioner, tekniske anlæg eller eksisterende bygninger på mere end 2 etager og med en højde på mindst 8,5 meter over terræn. 

  • Master og antenner skal placeres indenfor følgende typer af områder, så vidt muligt i prioriteret rækkefølge: 
    • Erhvervsområder
    • Områder til tekniske formål - f.eks. varmecentraler
    • Områder udlagt til offentlige formål så som sportspladser med høje lysmaster eller ved tekniske anlæg i tilknytning til stationer eller motorvejstracéer
    • Bycentre
    • Boligområder
    • Grønne områder

  • Antenner og master skal i størrelse og form indpasses i omgivelserne.  

  • På og omkring fredede og bevaringsværdige bygninger samt områder udlagt til institutioner og skole må der som udgangspunkt ikke opsættes antenner. 

(NY) Eltransmission

  • Ovenstående kort viser eltransmissionsanlæg i kommunen. Hensynet til eltransmissionsanlæg, med tilhørende restriktioner, skal sikres. Der må ikke planlægges anlæg, byggeri eller andre dispositioner, der hindrer etablering af eksisterende og projekterede højspændingskabler.

  • Høje elektrisk ledende objekter nær eltransmissions jordkabelanlæg bør ikke placeres nærmere end 50 m fra respektafstanden til jordkabler, uden foranstaltninger for beskyttelse mod spændingsstigning i jorden.

Redegørelse:

Vestforbrændingen

Affaldsforbrændingsanlægget Vestforbrændingen er det eneste synlige større tekniske anlæg, der ligger i Glostrup Kommune. Bygningen med skorstenene står som et væsentligt vartegn ved Ejby Mose i det nordøstlige hjørne af Glostrup Kommune og er Danmarks største forbrændingsanlæg. 

Affalds- og energiselskabet er ejet af 19 sjællandske kommuner, og modtager affald fra virksomheder og ca. en million borgere. Størstedelen af affaldet bliver afsat til genanvendelse. Resten bliver brændt på Vestforbrændingen i Glostrup og udnyttet til at producere el og fjernvarme.

Anlæg for ressourcegenbrug

I Hvissinge erhvervsområde ligger virksomheden HCS A/S, der på deres ejendom har etableret en meget stor kapacitet for sortering, oplag og genbrug af en lang række materialer. Virksomhedens ejendom, 6d, Hvissinge By, Glostrup, rummede tidligere metaloparbejdningsvirksomheden Paul Bergsøe & Søn A/S. Ejendommen er stærkt blyforurenet af tidligere tiders aktiviteter. De nuværende aktiviteter udgør dog ikke en forureningsfare i forhold til grundvandet.

Virksomhedens ejendom anvendes i udstrakt grad til oplag og sortering af genbrugsmaterialer, og aktiviteterne er i fortsat vækst. Aktiviteterne medfører miljøbelastninger i form af støj- og lugtgener, der i visse situationer generer omgivelser i meget stor afstand afhængig af vindretningen. Områderne nord for ejendommen er gennem tiden udviklet til boligområder, og der er ved fortsat udvikling af virksomheden behov for at sikre hensynet til nærliggende boliger.

Kontrol- og Vedligeholdelsescenteret for Hovedstadens Letbane

I forbindelse med anlæg af Hovedstadens Letbane er der et opført et bygningskompleks i den nordlige del af kommunen. Komplekset indeholder værksted til drift og vedligeholde af letbanetogene, en administrativ del, hvor driften styres fra samt opmarchspor til letbanetogene.

Vandværker og varmeværker

Glostrup Forsyning har et vandværk i den sydlige del af Glostrup. Dertil er der et mindre vandværk og en varmeforsyning i Hvissinge.

Som noget nyt er der i denne kommuneplan udlagt en konsekvenszone omkring et erhvervsområde i Ejby forbeholdt produktionsvirksomheder som i dag huser NCC Ejby Asfaltfabrik og Unicon A/S

Konsekvenszonen har til formål at sikre, at den sydøstlige del af Ejby Erhvervsområde friholdes for følsom anvendelse, samt anden anvendelse, som hindrer fortsat placering af virksomheder med høj miljøklasse (6-7) inden for området. 

Konsekvenszonen ligger samtidig i forlængelse af en eksisterende konsekvenszone i Rødovre Kommune.

Kommunen må i henhold til Planlovens § 11a, stk. 1 nr. 7, 8 samt §15 a og § 15b ikke planlægge for miljøfølsom anvendelse i områderne omkring produktions-, transport- og logistikvirksomheder af national interesse, hvis planlægningen kan medføre en skærpelse af virksomhedernes miljøvilkår.

En produktionsvirksomhed anses for at være af national interesse, når der enten er væsentlige investeringer knyttet til virksomhedens beliggenhed, og den bidrager væsentligt til at skabe vækst, udvikling og arbejdspladser, eller til infrastrukturer eller forsyningskæder. Den nationale interesse indbefatter også transport- og logistikvirksomheder.

Produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder af national interesse kan f.eks. om­fatte større virksomheder med væsentlige investeringer knyttet til deres beliggenhed. Det kan også være virk­somheder med arbejdspladser af regional betydning, men den nationale interesse kan også være knyttet til den funktion, som virksomheden varetager. Det kan ligeledes være virksomheder med oplandseffekt, samt virksomheder som indgår i en væsentlig regional værdikæde.

Virksomheder i Glostrup Kommune

I Glostrup Kommune ligger tre virksomheder, der af Plan- og Landdistriktsstyrelsen er udpeget som virksomheder af national interesse:

  • I/S Vestforbrænding, Glostrup, Forbrændingsanlæg og kraftvarmeværk på Ejby Mosevej 219 i Ejby
  • Agilent Technologies Denmark ApS, Virksomhed der designer og fremstiller elektroniske og bioanalytiske måleinstrumenter og udstyr til måling og evaulering på Produktionsvej 42 i Ejby. 
  • HCS A/S Transport & Spedition, Transport- og miljøvirksomhed på Hvissingevej 100 i Hvissinge Erhvervsområd.

Virksomhedernes opmærksomhedszonerne, fremgår af ovenstående kortbilag.

Virksomheder i nabokommuner

I nabokommunen Rødovre ligger Marius Pedersen A/S på Islevdalsvej 119, hvis opmærksomhedszonen rækker ind i Ejby Erhvervsområde.

I Albertslund Kommune ligger Albertslund Varmeværk på Vognporten 9, hvis opmærksomhedszonen rækker ind erhvervsområdet Glostrup Sydvest.

Virksomhedernes opmærksomhedszone fremgår af ovenstående kortbilag.

Opmærksomhedszoner

Ved produktionsvirksomheder af national interesse skal der udpeges en opmærksomhedszone. I forbindelse med lokalplanlægning inden for opmærksomhedszonen skal der gøres rede for, at virksomhedens miljøvilkår ikke skærpes som følge af planlægningen. Det betyder enten at lokalplanarealet ikke er belastet af støj, lugt, støv eller anden luftforurening over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier fra den pågældende produktionsvirksomhed; eller at der fastsættes bestemmelser om bebyggelsens højde og placering eller afværgeforanstaltninger, der sikrer, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier overholdes.

Der anvendes som udgangspunkt ved virksomheder uden skorsten en opmærksomhedszone på 500 meter, og ved virksomheder med skorsten anvendes som udgangspunkt en opmærksomhedszone på 1500 meter.

I Glostrup Kommune findes der ikke virksomheder med særlige beliggenhedskrav eller risikovirksomheder jf. Miljøstyrelsens definitioner.

Der udlægges ikke arealer til virksomheder med særlige beliggenhedskrav eller store husdyrbrug i kommuneplanen. Virksomheder med særlige beliggenhedskrav (eks. raffinaderier, kemiske anlæg, biogasanlæg, kraftværker og lignende) forudsætter en afstand til nærmeste bolig på min. 500 m. En sådan afstand er ikke mulig i Glostrup Kommune, da kommunens areal - med undtagelse af Vestskoven - er fuldt udbygget. Store husdyrbrug udlægges ikke, da der ikke er landzone i Glostrup Kommune i væsentligt omfang ud over en mindre del i kolonihaveområdet i Ejby.

Vindmøller

I vindmølleplanlægningen skelnes der mellem egentlige vindmøller og husstandsvindmøller (totalhøjde under 25 m). Mellem egentlige vindmøller og boliger er der fastlagt et afstandskrav på fire gange højden. Da en kommerciel vindmølle typisk er højere end 100 m (og i øvrigt betragtes som et større teknisk anlæg), er der ikke p.t. mulighed for opsætning af kommercielle møller i Glostrup Kommune, når der tages hensyn til afstandskravet.

Vestskoven har plads til vindmøller, men de er imidlertid ikke forenelige med de rekreative værdier i skoven. Da der ikke er større ledige arealer uden for Vestskovkilen i Glostrup, kan der alene etableres husstandsvindmøller i Glostrup Kommune. Arealudlæg til husstandsvindmøller skal ikke fremgå af kommuneplanen.

Glostrup Kommune har udarbejdet retningslinjer for placering af mindre møller, der kan integreres i boligområder - se link i højre side. Med mindre møller menes mikromøller (rotorareal på op til 1 m²) og minimøller (rotorareal på 1-5 m²) – begge dele falder ind under definitionen ”husstandsvindmølle”. Statens Vindmøllesekretariat har gennemført en analyse af arealerne i Glostrup Kommune og er kommet frem til, at vindforholdene i Glostrup vil medføre en lav udnyttelsesgrad for eventuelle vindmøller.

Solcelleanlæg

Der udlægges ikke mulighed for større solcelleanlæg i kommuneplanens rammer. Kommunen råder ikke over tilstrækkelige, egnede ubebyggede arealer til at kunne etablere større solcelleanlæg. De fleste arealer i kommunen er allerede udlagt til anden anvendelse som boligområder, erhverv eller naturbeskyttelse, ligesom der ikke er større landsbrugsjorde eller andre ubebyggede arealer, hvilket begrænser mulighederne for større solcelleprojekter væsentligt.


Private borgere henvises til kommunens retningslinjer for solceller. Som udgangspunkt kræver det ikke byggetilladelse at opsætte solanlæg på bygninger. Det gælder blandt andet solanlæg på enfamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse mv.  Du skal dog sikre dig, at dit solanlæg overholder bygningsreglement og lokale bestemmelser som lokalplan, byplanvedtægter og servitutter.

Afhængigt af anlæggets placering, og hvor du bor, kan det i nogle tilfælde kræve byggetilladelse og/eller dispensation eller plantilladelse fra en lokalplan eller byplanvedtægt at opsætte et solanlæg. Nogle steder skal du også have en tilladelse i forhold til en tinglyst servitut. Det kan du læse mere om herunder.

 

Glostrup Kommune følger Planklagenævnets afgørelsespraksis og infomateriale vedr. telemaster. Særligt telemaster men også antenner placeret på eksisterende bygninger har en stor betydning for det visuelle miljø, hvilket stiller krav til placering og indpasning i forhold til eksisterende bebyggelse og landskab.

Udviklingen af mobiltelefoni og brugen af trådløs telekommunikation har krævet flere master med tilhørende antenner, teknikkabiner mv. Det er vigtigt, at udbygningen sker så anlæggene samles på færrest mulige lokaliteter eller “sites”. Afstanden mellem disse “sites” er afgørende for dækningen. Formålet er, at der samtidig med, at der etableres en optimal dækning for borgerne, også tages videst muligt hensyn til antennernes påvirkning af det visuelle miljø.

Efter masteloven skal alle udbydere have mulighed for at benytte opsatte antenner, men de enkelte udbydere har hver deres teknikkabine. Anlæggene kræver byggetilladelse. Ansøgninger om nye ”sites” til telemaster vil blive godkendt efter en konkret afvejning af behovet for den pågældende konstruktion, sammenholdt med det æstetiske udtryk på den ansøgte placering.

Private antenneanlæg/paraboler og fællesantennemaster der bliver brugt til at modtage TV- og radiosignaler i boligerne, er ikke omfattet af masteloven.

Lokalplaner af ældre dato kan utilsigtet forhindre opsætning af master og af antenner på hustage m.v. Der kan være gode grunde til at begrænse antenner på visse bygninger, men det giver de bedste forudsætninger for god mobildækning, hvis kommunen nøjes med at friholde få, udvalgte bygninger for antenner frem for hele kvarterer o.l.

Kommunen vil i forbindelse med udarbejdelse af nye lokalplaner vurdere, om der skal være restriktioner for opsætning af master indenfor det aktuelle lokalplanområde.

Den vestligste del af rangerarealet nord for Stationsparken er udpeget som et jernbaneanlæg af national interesse, som angivet på ovenstående kort. Det betyder, at der i den fremtidige planlægning skal tages hensyn til Banedanmarks arbejdspladsareal i en opmærksomhedszone på 500 m fra arealet, da der fra tid til anden foregår støjende aktiviteter både dag og nat på arbejdspladsarealet.

Jernbaneanlæg af national interesse anvendes til aktiviteter, der er væsentlige for at kunne drive en jernbane. Området anvendes som arbejdspladsareal dvs. bl.a. lager, holdeplads for maskiner, der skal bruges ude på jernbanestrækningen, samt til af- og pålæsning af materiel og mandskab. Området er anvendes til reparation, vedligeholdelses- og fornyelsesaktiviteter af jernbanen. Det betyder blandt andet, at troljerne (arbejdstog) holder her, når de ikke er ude at køre. Der pågår fra tid til anden stærkt støjende aktiviteter både dag og nat.

Der skal ved lokalplanlægning inden for bufferzonen på 500 meter omkring Banedanmarks anlæg og arbejdsarealer redegøres for, at planlægningen ikke vil medføre skærpede miljøkrav for Banedanmarks jernbaneanlæg af national interesse, og at planlægningen altid sker efter gældende vejledning omkring Jernbaneanlæg fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen ”Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning”.

Aktiviteterne på og omkring Banedanmarks jernbaneanlæg/arbejdspladsareal af national interesse reguleres efter gældende lovgivning (jernbane-, plan- og miljøbeskyttelsesloven).

Højspændingskabler

Energinet Eltransmission A/S ejer eltransmissionsnettet i Danmark, dvs. elnettet på mere end 100 kV. Eltransmissionsanlæg er en national interesse, som kommunen skal tage hensyn til i den kommunale planlægning. I Glostrup Kommune består eltransmissionsnettet af jordkabler og stationsanlæg.

Gennem Glostrup Kommune forløber følgende højspændingsledninger: et 132 kV kabel fra Herstedgård til Ejbygård, et 132 kV kabel fra Ejbygård til Dyregård samt et 132 kV kabel fra Ejbygård til Grønnegård og to 132 kV kabler fra Ejbygård til Lindevang.

Ledningerne forbinder de to i kommunen beliggende transformatorstationer; Transformatorstationen i Ejby og Højspændingsstationen Ejbygård. Omkring de ovenstående højspændingsledninger er udlagt en 10 m opmærksomhedszone på hver side af kablerne. Inden for opmærksomhedszonen skal planer udvise hensyn til kablerne.

Servitutarealer

Eltransmissions elanlæg er generelt sikret ved tinglyste servitutter. Det betyder bl.a., at der indenfor en given afstand til jordkabelanlæg ikke uden meddelt dispensation kan laves fysiske ændringer og etableres anlæg af nogen art. Servitutarealet administreres meget restriktivt, hvormed dispensation ikke automatisk kan forventes meddelt.

Til arbejdsbrug/Restricted

I servitutarealet for jordkabelanlæg må der ikke etableres beplantning med dybdegående rødder, idet rødderne kan beskadige jordkablerne både ved gennemboring eller ved, at rødderne rykker jordkablerne i stykker, hvis træer vælter i storm.
Etablering af et vådområde eller lavbundsprojekt i servitutarealet omkring et eltransmissionsanlæg udgør en tilstandsændring, som kræver en dispensation fra den tinglyste servitut.

Respektafstand ved arbejde nær el

For eltransmissionsanlæg er der fastsat lodrette og vandrette respektafstande, som hverken personer, værktøj eller materiel må komme inden for uden en arbejdsinstruktion fra Energinet Eltransmission. Respektafstandene er fastsat for at give betryggende sikkerhed ved arbejde i nærheden af elektriske ledningsanlæg. (Bekendtgørelse om sikkerhed for udførelse af ikke-elektrisk arbejde i nærheden af elektriske anlæg’, BEK nr. 1112 af den 18.08.2016). For Eltransmissions jordkabelanlæg er respektafstanden 1 m.


Høje elektrisk ledende objekter nær eltransmissions jordkabelanlæg bør ikke placeres nærmere end 50 m fra respektafstanden til jordkabler, uden foranstaltninger for beskyttelse mod spændingsstigning i jorden.

Anlægssikkerhed

Elanlæg har en lovmæssig beskyttelse i Bekendtgørelse om sikkerhed for udførelse af elektriske anlæg (BEK nr. 1114 af den 18.08.2016), som regulerer elektriske anlæg og andre objekters nærhed til hinanden. Det fremgår af § 20 i bekendtgørelsen, at elektriske anlæg og andre objekter ikke må anbringes så nær hinanden, at der derved kan opstå fare. Sikkerhedsafstanden fra høje objekter til jordkabelanlæg skal bl.a. sikre, at placering af høje elektrisk ledende objekter ikke påfører Eltransmissions jordkabelanlæg skader ved lynnedslag.

Et batteri-, biogas- og PtX-anlæg tæt på eltransmissionsanlæg, særligt højspændingsstationer, kan under visse omstændigheder udgøre en fare/risiko for elanlægget i tilfælde af utilsigtede hændelser. I forbindelse med planlægning for et batteri-, biogas- eller PtX-anlæg tæt på et eltransmissionsanlæg bør Energinet Eltransmission derfor kontaktes så tidligt som muligt.


 

ENERGINET LINKS:

Yderligere information vedrørende restriktionerne omkring eltransmissionsanlæg kan findes på energinets hjemmeside: Restriktioner nær Energinets anlæg. Nærmere information om respektafstandene for ledninger kan ses her: pas-paa-ledningerne-og-livet_print.pdf