Som de fleste ældre byområder, er der også i Glostrup forurening i jorden, primært fra ”tidligere tider”. Det er Glostrup Kommunes mål at borgerne og naturen beskyttes bedst muligt mod uønsket påvirkning fra jordforurening og at borgere og virksomheder effektivt orienteres om hvordan de selv – miljø- og sundhedsmæssigt - bedst muligt håndterer forurenet jord.
Forureningen i Glostrup stammer især fra tidligere virksomheder, men også fra diffus spredning af stoffer (fx sod og os fra brændsel og trafik), der især findes i den øverste jord.
Ny forurening af jorden er begrænset på grund af skrappere regulering af stoffer, og skulle der ske en forurening, oprenses det normalt af forureneren efter myndighedernes påbud.
De ”gamle” forureninger håndteres ved den offentlige indsats af Regionerne, når der er risiko for mennesker og miljø, men er styret af en hård prioritering. Forureningerne kortlægges og undersøges, så viden om dem fastholdes og der ikke sker yderligere spredning af forureningerne.
Når der skal graves og bygges på de forurenede områder, skal bygherrerne sikre, at forureningen håndteres, så der ikke er risiko for den fremtidige anvendelse af arealerne. På kortlagt arealer (V1 og / eller V2) må der ikke bygges, graves eller ændres til anden anvendelse før der er opnået tilladelse fra Glostrup Kommune og Region Hovedstaden jf. lov om forurenet jord.
Den diffust spredte forurening er normalt ”kun” lettere forurening, hvor der ikke kræves en særlig (eller offentlig) indsats, men hvor forureningen kan håndteres med almindelig omtanke og simple forholdsregler. Hele byzonen i Glostrup er områdeklassificeret pga. lettere forurening i den øverste jord.
Fra både områdeklassificerede arealer og kortlagte arealer skal flytning af jord anmeldes til myndighederne, så det sikres, at forureningen ikke spredes uønsket.