Kulturarv

I Glostrup Kommune er der en rig kulturarv, der indgår som et strategisk element i den kommunale planlægning. Kulturhistorien er en ressource, der medvirker positivt til fremme af bosætning, erhvervsudvikling og turisme. Det er en kommunal forpligtelse at tage vare på kulturarven og beskytte den.

Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for sikring af kulturhistoriske bevaringsværdier herunder beliggenheden af værdifulde kulturmiljøer og andre væsentlige kulturhistoriske bevaringsværdier. Kommuneplanen skal endvidere redegøre for den arkæologiske kulturarv. Ved begrebet ’et kulturmiljø’ forstås et geografisk afgrænset område, som afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling.

Der er ingen fredede bygninger i Glostrup, men en del bygninger og områder er gennem lokalplaner blevet udpeget som bevaringsværdige. Der er bl.a. udarbejdet bevarende lokalplaner for landsbyerne Ejby og Hvissinge samt boligområder ved Søndervangen, Solvangskvarteret, Nørre Alle, Linde Allé samt Erdalsvej og Lunddalsvej.

Bevaringsværdige områder, enkeltlokaliteter og bygninger søges sikret og bevaret, ligesom nybyggeri i bevaringsværdige områder skal afstemmes efter områdets karakter. Bevaringsværdier i byområderne skal sikres gennem udarbejdelse af lokalplaner i samarbejde med grundejerforeninger og beboere.

Statisk kort

Retningslinjer

  • Oxbjerget er en landskabelig enkelt lokalitet af kulturhistorisk interesse. Oxbjerget må ikke sløres eller ødelægges af gravning, bebyggelse eller tekniske anlæg.

  • Hvissingestenen er en enkelt lokalitet af geologisk interesse. Stenen er fredet. Hvissingestenen må ikke sløres eller ødelægges af gravning, bebyggelse eller tekniske anlæg.

 

Redegørelse:

Glostrup ligger på den Københavnske Sydvestegn, der fra gammel tid er blevet kaldt for Hedeboegnen. Hedeboegnen er det helt flade og skovløse landskab i trekanten mellem København, Roskilde og Køge.

Det flade og frugtbare landskab har været domineret af landsbysamfund og agerbrug lige fra Oldtiden. Men i nyere tid har særligt to elementer vendt op og ned på store dele af landskabet.

For det første har anlæggelsen af Vestskoven og anlæggelsen af flere større udsigtshøje givet de tidligere landbrugsarealer en markant anderledes karakter. For det andet er der sket en massiv udbygning af de gamle stationsbyer og landsbysamfund til et stort sammenhængende byområde langs Roskildefingeren.

Kulturlandskabet har også været med til at omdanne områder, der tidligere har haft andre funktioner som f.eks. lossepladsen ved Ejby til at være en del af det rekreative miljø ved Ejby Mose.

Karakteristiske områder og enkeltlokaliteter af geologisk interesse er med til at dokumentere den landskabelige og geologiske udvikling gennem tiden, og det er derfor vigtigt, at de bliver udpeget og bevaret for fremtiden.

I Glostrup er Oxbjerget og Hvissingestenen udpeget som enkeltlokaliteter af landskabelig eller geologisk interesse.

Byudviklingen i Glostrup er sket i etaper omkring Glostrup Station og Hovedvejen, samt ved landsbyerne Ejby og Hvissinge.

Der er rundt om i kommunen en lang række boligområder, som er typiske for den tid, de er opført i. Der er de bevaringsværdige landsbyhusene ved gadekærene i Ejby og Hvissinge, bedre byggeskik huse i Solvangskvarteret omkring Solvangsparken, små statslånshuse fra 50erne i Hvissinge, 60ernes og 70ernes parcelhusområder i Ejby, 80ernes række- og etagehuse i Hvissinge samt nye parcehuse i Hvissinge Øst.

Glostrup bymidte afspejler Glostrups historie. Der er træk, der viser udviklingen fra landsby til stationsby til forstad. I området omkring Sydvestvej, Nyvej og Stationsparken hersker der en særlig stationsbystemning med forskellige byhuse og forretninger. Solvej er præget af mange fine villabebyggelser og bungalows. På Kirkebjerg Allé og Linde Allé ligger en ensartet boligbebyggelse, der er opført omkring år 1900 som arbejderboliger til bryggeriet.

I landbyerne Hvissinge og Ejby er det centrale element, gadekæret, hvor der er et fint landsbymiljø. Der er en særlige karakter og byskala omkring gadekærene med materialevalg og hegnsbeplantning og det må ikke ødelægges eller sløres af gravning, bebyggelse, tekniske anlæg eller beplantning.

I det nordvestlige hjørne af Glostrup Kommune ligger kolonihaveområderne Sommerbyen Ejby, Sommerbyen Ejbyvænge og Sommerbyen Ejbylund. Sommerbyerne er opstået som en udflytning af 7 kolonihaveforeninger fra Husum området i begyndelse af 1960erne og udvidet med kolonihaveforeningen Karsegartneriet i 2005.

Sommerbyerne er et meget karakteristisk område med grunde på 400 m2, der er forbundet af stier. På hver grund er opført et eller flere mindre huse ofte ombygget eller tilbygget i flere omgange. Kolonihaverne har en særlig karakter og er en del af Glostrup Kommunes kulturhistorie.

Det er vigtigt, at områderne kan udvikles, men også de bevarer deres særegne karakter.

Der er der udarbejdet bevarende lokalplaner for:

  • GL27 for Bymidten
  • GL33.2 for Linde Allé og Kirkebjerg Allé,
  • GL41.2 for Rækkehuse på Anemonevej
  • GL41.3 for Kæde- og Rækkehuse ved Østbrovej
  • GL91.1 for Søndervangskvarteret,
  • GL94 for et boligområde omkring Nørre Alle,
  • GL 98 for Solvangskvarteret,
  • HL5 for et område ved Erdalsvej og Lunddalsvej,
  • HL8 for Hvissinge Landsby
  • HL11 for et område ved Rødkælkevej i Hvissinge
  • HL18 for Solsortevej, Spurvevej og Svalevej, samt
  • EL30 for kolonihaverne i Ejby.

Formålet med disse lokalplaner har været ved inddragelse af områdernes beboere, at bevare områdernes specielle og bevaringsværdige træk og vejforløb og samtidig sikre, at der fortsat kan ske en udvikling af området under hensyntagen til områdets karakter.

I den kommende planperiode vil Glostrup Kommunalbestyrelse sikre de kulturhistoriske interesser ved fortsat at lave lokalplaner, der skal sikre, at unikke områders særlige karakter og træk fastholdes. Lokalplanerne skal udarbejdes i samarbejde med områdernes beboere for at sikre lokalt ejerskab til lokalplanernes indhold.

Kommunen skal ifølge Museumsloven inddrage det statsanerkendte kulturhistoriske museum, når der udarbejdes kommune eller lokalplaner, der berører bevaringsværdier.

Kroppedal Museum er det museum, der på vegne af Kulturarvsstyrelsen varetager rådgivning af udvalgte kommuner i Hovedstadsområdet om bevaring af bygninger, kulturmiljøer og kulturlandskaber – herunder Glostrup.

Ifølge museumsloven skal museet rådgive private og offentlige bygherrer forud for anlægsarbejder, om hvorvidt arkæologiske levn er truet ved arbejdet. Det sker for at sikre, at uvurderlige fortidsminder ikke går tabt for kommende generationer.

I forbindelse med udbygningen af Frederikssundmotorvejen, Hvissinge Øst, Hvissinge Vest og et boligområde ved Ejby Mosevej er der foretaget større arkæologiske udgravninger. Fundene koncentrerer sig hovedsageligt om bosættelser fra jernalderen. Der vidner om at området i jernalderen var befolket med driftige bønder og handelsfolk, der havde tydelige forbindelser til Skandinavien, Polen, Nordtyskland og til de romerske områder i Sydøsteuropa.