Glostrup Kommune er et sammenhængende byområde, hvor stort set alle arealer er udnyttet til specialiserede formål, hvor infrastruktur er forbindelserne mellem disse. Infrastrukturen består af de helt åbenlyse forbindelser i byen – stierne, vejene og banerne. Men det består også af de områder, hvor der er offentlig adgang, og hvor man kan mødes – gademiljøerne, parkerne og de grønne områder.
Når infrastrukturen planlægges, handler det ikke kun om transport og forbindelser, men også om borgernes trivsel. Gode stier, trygge byrum og let adgang til grønne områder giver flere muligheder for bevægelse i hverdagen, leg og fællesskaber. Derfor skal byens grønne fristeder, legepladser og rekreative områder placeres tæt på boligområder, kollektive knudepunkter og steder, hvor borgerne har deres daglige gang. På den måde sikres det, at alle kan få glæde af det sundhedsfremmende byrum, uanset alder, livssituation eller økonomiske forhold.
Kommuneplan 2025-2037 beskriver i dette afsnit, hvordan infrastrukturen hænger sammen, og hvilke indsatsområder der ses for de enkelte dele i den kommende planperiode. Ligeledes fastlægges de overordnede retningslinjer for udviklingen af byens infrastruktur.
Hovedvejen set mod øst i 1938. Efterhånden kom der flere og flere biler til, og i dag er Hovedvejen fortsat en vigtig færdselsåre mellem København og Roskilde. Kilde: Glostrups Historie af Hans-Henrik Rasmussen, 2009.