Kommuneplan 2025-2037 for Glostrup Kommune afløser Kommuneplan 2013-2025 samt dennes 35 kommuneplantillæg, der nu kan findes indarbejdet i planen som kommuneplanrammer. Kommuneplanen er i overensstemmelse med Fingerplan 2019, Den Regionale Udviklingsstrategi 2024-2033 samt de øvrige statslige interesser. Glostrup Kommunes relevante politikker, retningslinjer og sektorplaner er ligeledes indarbejdet i kommuneplanen.
Kommuneplanen tager afsæt i kommunens 'Kommuneplanstrategi 2020 - en forstad i udvikling'.
Ændringerne der er foretaget i kommuneplanen siden sidst omfatter følgende:
Kommuneplan 2013-2025 havde følgende emneinddeling:
- Byudvikling
- Infrastruktur
- Klima og miljø
- Glostrup i dag
Kommuneplan 2025-2037 har følgende emneinddeling:
- Kommunen i hovedtræk
- Byudvikling og boliger
- Erhverv og detailhandel
- Veje, stier og trafik
- Natur, vand og miljø
Den ændrede emneinddeling har til hensigt at gøre det lettere at overskue og finde rundt i kommuneplanens indhold. En stor del af indholdet er bevaret og videreført med mindre opdateringer fra den gamle kommuneplan.
Den østlige del af Erhvervsområde Glostrup Sydvest er udpeget som perspektivområde til byomdannelse fra erhverv til blandede byformål. Den videre planlægning forudsætter en helhedsplan, der skal sikre sammenhængen og nærmere specificere emner som anvendelse, bebyggelsesprocent og bygningshøjder.
Du kan finde mere information i afsnittet om omdannelsesområder.
Parkeringsnormerne, der tidligere har været et selvstændigt dokument eller bilag, er nu indarbejdet som en retningslinje.
Du kan finde mere information under afsnittet om parkeringsnormer.
Der er sket følgende ændringer på detailhandelsområdet:
- Diget lokalcenter er blevet indsnævret.
- Hvissinge lokalcenter er blevet indsnævret.
- Område til særligt pladskrævende varer i Ejby er udvidet.
Ændringerne er sket på baggrund af udviklingen i områderne, og afspejler nu bedre virkeligheden.
Du kan finde mere information i afsnittet om detailhandel eller læse om de konkrete rammer længere nede under 'Kommuneplanrammer'.
Som noget nyt er der udpeget en konsekvenszone omkring virksomheder med høj miljøklasse i Ejby Erhvervsområde.
Zonen har til formål at beskytte disse virksomheders fortsatte drift og udviklingsmuligheder mod udvikling af følsom anvendelse i nærområdet.
Du kan finde zonen i afsnittet om erhvervsområder.
Virksomheder af national interesse med tilhørende opmærksomhedszoner er indarbejdet. Inden for disse zoner skal man være særligt varsom med at planlægge for følsom anvendelse.
Du kan læse mere om emnet under afsnittet om erhvervsområder.
Grønt Danmarkskort er blevet indarbejdet. Kortet skal sikre helhedsplanlægningen for sammenhængende grønne områder, habitater og natur på tværs af kommunegrænser.
Du kan læse mere om kortet under afsnittet om natur.
Der er indarbejdet følgende retningslinjer som har til formål at sikre, at det grønne tænkes ind i planlægningen, så der kommer mere plads til træer, buske og anden beplantning på lokalt plan:
- Planlægningen skal tage udgangspunkt i "3-30-300"-princippet for grønnere og sundere byområder:
- 3 store træer skal som minimum kunne ses fra hver bolig
- 30 % kronedække er minimum i alle boligområder
- 300 meter er den maksimale afstand fra boliger til nærmeste grønne område.
- Naturhensyn skal indarbejdes i kommunens planlægning og udvikling, så naturområder, levesteder og spredningsmuligheder for planter og dyr bevares og styrkes. Planlægningen skal beskytte de eksisterende naturværdier - eksempelvis ved at udpege bevaringsværdige træer eller frede og udvide eksisterende naturområder og lignende.
- Planlægningen skal fremme en grønnere by ved at begrænse befæstelse. Befæstelse omfatter alle typer belægning på ejendommen – herunder bygningers fodaftryk og permeable belægninger som græsarmering. Den maksimale befæstelsesgrad afhænger af ejendommens anvendelse. Der fastlægges følgende krav om maksimal belægningsgrad:
- For åben-lav boliger (parcelhusområder) må belægningsgraden være max. 50%
- For tæt-lav boliger (rækkehuse) må belægningsgraden være max. 70%
- For høj-tæt boliger (etageboliger) må belægningsgraden være max. 80%
- For erhvervsområder må belægningsgraden være max. 80%
- Planlægningen skal stille krav om reservation af plads til træer, planter og vild natur for at sikre en grønnere by.
- Hegn skal som udgangspunkt udføres som levende hegn. I erhvervsområder kan hegn være trådhegn der er suppleret med levende beplantning. Støjhegn skal som udgangspunkt være suppleret med levende beplantning.
Du kan læse mere om emnet under afsnittet om natur.
Afsnittet har fået en opdatering af retningslinjerne, så de bedre hænger sammen med hvad der er muligt i planloven, og dermed bedre kan oversættes til konkret lokalplanlægning.
Den sydlige del af kommunen har fået et opdateret oversvømmelseskort. Den nordlige del afventer fortsat på grund af det igangværende Harrestrup Å projekt.
Du kan læse mere under afsnittet om regnvand og klima.
Der er indarbejdet følgende nye rammer eller rammeændringer for omdannelse fra erhverv til boliger på udvalgte ejendomme omkring Glostrup Bymidte:
- ’GE11 – Erhvervsområde øst for Banegårdsvej’ ændres til boligformål. Nuværende bebyggelsesprocent fastholdes, da bygningen, der hidtil har været anvendt af Arbejdernes Landsbank, forventeligt bliver bevaret og ombygget indvendigt til det nye formål.
- ’GE05 – Erhvervsområde ved Banemarksvej’ ændres til boligformål med en bebyggelsesprocent på 130% som fortsættelse af boligprojektet på Banemarksvej.
- ’GB07 – Etageboligområde ved Hovedvejen og Ndr. Ringvej’ gøres mindre, da Hovedvejen 204-206 får en ny ramme til boligformål med en bebyggelsesprocent på 80%.
Der er indarbejdet følgende rammeændringer for detailhandelsstrukturen:
- ’GC02 – Lokalcenter ved Diget’ reduceres i størrelse til kun at omfatte den sydligste del som følge af reduktion af lokalcentrets størrelse på grund af ny planlægning for området.
- ’GC24 – Centerområde mellem Tjalfesvej og Mjølnersvej’ anvendelsen ændres til også at omfatte lægehus, psykiatrisk center og lignende på adresserne Sydvestvej 102-104 inden for matrikel 3fv. Dette er i tråd med at Kommunalbestyrelsen har igangsat en lokalplan som skal tillade den ændrede anvendelse inden for området.
- ’HC01 – Lokalcenter i Hvissinge’ indsnævres en smule for at afspejle virkeligheden.
- ’EE07 – Erhvervsområde i Ejby Sydvest’. Muligheden for butikker til pladskrævende varer udvides til at omfatte hele rammen i stedet for kun den vestlige del.
Nedenstående liste viser de øvrige nye og ændrede rammer:
- ’ER04 – Ejby Friluftscenter’ En mindre, sydlig del af rammen erstattes af en ny ramme med mulighed for offentlige formål i form af daginstitution samt boliger.
- ’ER14 – Afskærmningsbælte ved Ballerup Boulevard og Ndr. Ringvej’ erstattes af en ny ramme EE11 for erhvervsområde med mulighed for placering af et datacenter. Resten af ER14 langs Harrestrup Å fastholdes.
- 'GC07 - Rangerarealet m.m.' En mindre, vestlig del af rammen erstattes af en ny ramme som skal sikre, at det område, der er udpeget som jernbaneanlæg af national interesse, fortsat er udlagt til erhverv til jernbaneformål.
- 'GC15 - Centerområde på den nordlige side af Hovedvejen øst for Springholm' for ejendommen Hovedvejen 196 og Hovedvejen 182 ændres således, at der gives mulighed for en bebyggelsesprocent på 100 i stedet for 90.
Du kan finde rammerne i afsnittet om kommuneplanrammer.