Detailhandel

Detailhandel i Glostrup Kommune er koncentreret i Bymidten, primært i et bælte langs Hovedvejen, i Glostrup Shoppingcenter, i erhvervsområdet Glostrup Sydvest og i erhvervsområdet i Ejby. Derudover er der syv lokalcentre, som fungerer som borgernes forsyning med dagligvarer, samt en række områder til særligt pladskrævende varegrupper.

Bymidten i Glostrup har et opland, der går ud over kommunens grænser, og udfordringen bliver fremover at fastholde og styrke detailhandlen for borgerne i kommunen og i oplandet.

Ny detailhandel skal lokaliseres inden for centerstrukturen, som består af Bymidten og de syv lokalcentre. Det er dog muligt at placere butikker til særligt pladskrævende varegrupper og mindre butikker til lokal forsyning uden for denne struktur. Kommuneplanen fastlægger butiksstørrelser for de forskellige detailhandelsområder samt redegør for den samlede detailhandelsrummelighed. Omfanget af detailhandel fastlægges i de enkelte rammer for lokalplanlægningen.

Glostrup Kommune har som mål at styrke detailhandlen, at fastholde den eksisterende centerstruktur samt at give mulighed for en fornuftig udvikling af disse områder.

 

Statisk kort

Retningslinjer

  • Bymidten til detailhandel er afgrænset som vist på ovenstående kort
  • Bymidtens afgrænsning til detailhandel kan kun ændres ved brug af den statistiske metode til afgrænsning af bymidter. Afgrænsningen kan dog udvides udover den statistiske afgrænsning ved at inddrage arealer, som grænser op hertil, hvis der redegøres herfor i henhold til loven
  • Der kan gennem kommuneplanlægningen fastlægges beliggenhed af bydelscentre, hvor det samlede maksimale bruttoetageareal til detailhandel ikke må overstige 5.000 m2
  • Der kan uden for bymidten og bydelscentre planlægges for lokalcentre op til 3.000 m2 bruttoetageareal detailhandel samt placeres enkeltstående butikker til lokalområdets forsyning og butikker, der alene forhandler særligt pladskrævende varegrupper samt udlægges arealer til mindre butikker til salg af egne produkter i tilknytning til en virksomheds produktionslokaler