I henhold til Fingerplan 2013 skal der fastlægges en rækkefølge i kommuneplanen for byudvikling af regional betydning. Rækkefølgebestemmelserne skal være en tidsmæssig angivelse af, hvornår byomdannelsen tidligst kan finde sted, og de skal fastlægges i samarbejde med staten. Ved fastlæggelse af rækkefølge skal udbygning af de stationsnære arealer og omdannelse af områder, som er velintegrerede i byen, fremmes.
Rummelighed til nyudlæg opgjort i kvadratmeter
Ifølge Planloven kan Kommunalbestyrelsen ved hjælp af rækkefølgebestemmelserne i kommuneplanen modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, hvis det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen. For Tavleholm Nord og Glostrup Sydvest er der udarbejdet lokalplaner før vedtagelsen af denne kommuneplan. Der rækkefølgeplanlægges derfor for dele af Ejby Erhvervsområde samt Kirkebjerg. I rækkefølgeskemaet er rummeligheden således opgjort som ikke lokalplanlagt rummelighed.