En omdannelse af kommunens ældre erhvervsområder vil bidrage positivt til miljøet og klimaet i kommunen, da den tungere industri på sigt bliver erstattet af kontorer, boliger m.v. Omdannelses-områderne er valgt ud fra deres gode placering i forhold til betjening med kollektiv trafik. Derved kan transportarbejdet mindskes. Omdannelsen sker på de eksisterende virksomheders præmisser, og virksomhederne bestemmer selv omdannelsestakten.
Ved byudvikling skal der redegøres for, hvilke konsekvenser en udbygning vil få for infrastrukturen. Det gøres blandt andet for at belyse eventuelle kapacitetsproblemer på det omkringliggende vejnet i hele kommunen samt de nærmeste veje i nabokommunerne.
I planperioden arbejdes der med omdannelse af fire erhvervsområder, hvor det er relevant at belyse trafik- og miljøkonsekvenser : Glostrup Bymidte, Ejby Erhvervsområde, Glostrup Sydvest og Tavleholm Nord. Trafik- og miljøkonsekvenserne for de fire byudviklingsområder bliver kort gennemgået for hvert område, mens en uddybning vil blive foretaget i forbindelse med lokalplanarbejdet for de pågældende områder.
Der er ligeledes foretaget en samlet miljøvurdering af konsekvenserne af Kommuneplan 2013-2025.