Byrummet skal være imødekommende, og der foregår således en løbende forbedring af byens indretning. Det er imidlertid en omfattende opgave, og der er mange steder at tage fat. Glostrup er et område, der igennem tiden har været i næsten konstant vækst. Mange steder er derfor blevet lidt klemt af udviklingen. Et eksempel er Hovedvejen, der strengt taget burde være dobbelt så bred, så der var plads til andet end blot trafik. Dette er naturligvis ikke muligt, og det er derfor fortsat en stor opgave at sikre plads til såvel vejens trafik som et bymiljø langs vejen.
Andre steder er udviklingen forgået mere ujævnt, og der mangler sammenhæng i indretningen. Glostrup Kommune har i løbet af 2013 og 2014 nyindrettet nordsiden af Sydvestvej ved Banegårdspladsen som en del af den naturlige forbindelse fra Glostrup Station til Bymidten. Der er anlagt en spændende, åben plads, der skaber forbindelse mellem Glostrup Station og Bymidten. Der er mange andre steder, der kræver en indsats.
De mest levende dele af byen er byens parker. Parkerne er så væsentlige, at de er omtalt under deres eget kapitel. Læs mere om parkerne her.
For at få det samme spontane kultur- og idrætsliv i byen, som der allerede er i parkerne er det nødvendigt at kortlægge hvilke steder der vil kunne være ankerpunkter for aktiviteterne. Det er derfor et indsatsområde for Glostrup Kommune i den kommende planperiode at foretage en analyse af bevægelsesmønstrene for at se hvilke steder der i forvejen inviterer til ophold. Det vil være en indsats at forankre en større grad af uorganiseret idræt i byrummet.