Samfundsskade

Nedbør, der stuver op på terræn, kan føre til oversvømmelse af ejendom, elskabe, transformerstationer og veje. Det kan give anledning til skader og gener, eksempelvis i form af forsinkelser.

Den økonomiske skade for hele Glostrup Kommune er beregnet over en 100-års periode til ca. 1,7 mia. kr. (1.700.000.000 kr.) Som en gennemsnitsbetragtning svarer dette til en årlig skadesrisiko på ca. 17 mio. kr. Den geografiske fordeling af skadessummen er udgangspunktet for prioriteringen af klimatilpasningsindsatsen. Den årlige skadesrisiko er beregnet for bygninger, installationer og vejstrækninger, der blokeres. Fordelingen mellem de forskellige typer skade er således:

Oversvømmet ejendom: 98,2 %
Teknisk infrastruktur: 0,5 %
Oversvømmede veje: 0,7 %

Statisk kort

Andre skadespåvirkninger

Vandløbsstigninger vil kunne finde sted, hvis der inden for et vandløbs afstrømningsopland falder mere nedbør, end vandløbet kan bortlede. Der er ikke udført modelberegninger af, hvor ofte en given vandløbsstigning vil kunne finde sted i Glostrup Kommune. Statens kortlægning viser dog, at især Bækrenden langs kommunegrænsen til Albertslund, kan give anledning til oversvømmelser i området omkring vandløbet. Dette er et forhold, der i forbindelse med detaljeret planlægning skal undersøges yderligere.

Glostrup Kommune ligger så højt, at det ikke er forventeligt, at der vil kunne optræde oversvømmelse fra havet.

Grundvandsstanden er kortlagt forholdsvis grovmasket. Med det nuværende kendskab til ændringer i grundvandsstanden ser det ikke ud til, at disse vil give anledning til ændringer af afstrømningen af nedbør på terræn i form af nye søer eller kildespring.