Glostrup Kommune har gennemført en miljøvurdering af nye emner og ændringer i Kommuneplan 2009-2021. Følgende emner er omfattet af miljøvurderingen:
Udbygning og fortætning
En omdannelse af kommunens ældre erhvervsområder og stationsnære arealer vil bidrage positivt til miljøet og klimaet i kommunen, da gamle erhvervsområders tungere industri på længere sigt bliver erstattet af kontorer, boliger m.v. Omdannelsesområderne er valgt ud fra deres gode placering i forhold til betjening med kollektiv trafik. Derved kan transportarbejdet mindskes.
Omdannelsen sker på de eksisterende virksomheders præmisser, og virksomhederne bestemmer selv omdannelsestakten. Det er et stykke kulturhistorie, der forsvinder ved omdannelsen, men dette vil der blive lagt vægt på ved udarbejdelse af lokalplaner for området, og der vil evt. blive udpeget bygninger af særlig kulturhistorisk værdi.
De enkelte omdannelsesområder
Udbygning af omdannelsesområderne vurderes at generere en del trafik, men samtidig styrke udviklingen af byen. Trafik er svært at planlægge, og det vurderes, at den stigende trafikmængde vil forekomme som en generel stigning af trafikken, uanset om områderne udvikles eller ej.
Ejby Erhvervsområde ligger ud til to motorveje og bliver derudover betjent direkte af den kommende letbane. Det vurderes, at påvirkningen fra en trafikvækst ved omdannelse af området vil have begrænset lokal betydning.
Glostrup Hospital ligger ud til Ndr. Ringvej, der er en overordnet vej, der er beregnet til mere trafik end en almindelig boligvej. I forbindelse med etableringen af en letbaneforbindelse vil der komme et stoppested ved hospitalet.
Klimatilpasningsplan
Klimatilpasning vil samlet set gavne Glostrup Kommune, og der er ingen aspekter af den nuværende planlagte indsats, der vurderes at have negativ effekt på miljøet.
I forbindelse med en udarbejdelse af detaljerede enkeltprojekter vil der blive foretaget en scoping for, hvorvidt der skal udarbejdes miljøvurdering af de enkelte anlægsprojekter. Der vil kunne forekomme forhold i de konkrete projekter, der har negativ indvirkning – eksempelvis i forhold til anvendelse af arealer, der ellers ville kunne bruges til andre formål. Det vurderes dog ikke, at indvirkningen er negativ i en klassisk miljømæssig sammenhæng.
Væsentligt ændrede kommuneplanrammer
Det vurderes samlet set fordelagtigt at udvikle og bebygge beplantningsbælter, der ligger i de nye stationsnære kerneområder omkring letbanestationerne. Det vil dog være nødvendigt som del af en samlet planlægning for udbygning af arealerne at sikre gode sammenhængende beplantede områder inden for udbygningsarealerne til erstatning for reducerede grønne områder langs Ring 3.